19. februar 2018

DRENG ELLER PIGE

Fra 20årige Nanna & 24 årige Martin til soon-to-be-parents på næsten 25 og 29

Vil jeg vide hvilket køn, vores ufødte barn er? Mit svar har altid været nej. Da mine forældre fik min søster og jeg, var det ikke normalt (hvis overhovedet en mulighed?) at finde ud af barnets køn, og det har jeg på en måde altid tagets udgangspunkt i. At gøre tingene på samme måde som de gjorde. Ikke at vide kønnet medbringer noget spændende og overraskende med sig, fuldstændig som da man var lille, og var nødt til at vente på sine julegaver til juleaften, når middagen først vár spist.

Jeg syntes, der er flere positive aspekter i ikke at finde ud af barnets køn:

1) Jeg hader dumme stereotyper, som der altid bliver sat på kønnene. Lyserød til piger, blå til drenge. Ballerinaer til piger, fodbolde til drengene. Små stille piger og ballademagere af drenge. Inden der kommer forudsigelser og andet på bordet, vil jeg egentlig bare gerne møde mit barn og lære det at kende. Får jeg en sensitiv stille dreng? Skønt! Vil jeg købe en masse lyserødt tøj til min pige? Nej!

2) Jeg elsker den del med at gætte, hvilket køn barnet mon er. Det er så sjovt, at snakke med folk om ens symptomer og hvad de betyder. At folk forsøger at fornemme barnet og gætte, eller hvis folk har direkte forhåbninger om kønnet. Og så elsker jeg især selv at mærke efter, lukke øjnene og forsøge at connecte med mit barn. Jeg har både mærket dreng, men jeg har også mærket pige. 

3) Den lille frøken modsat, som altid har levet et sted inde i mig, ELSKER at holde nysgerrige folk hen i det uvisse. Der er nogle kontrol freaks (intet imod kontrol freaks!), der bare ikke kan holde ud ikke at vide det - og det føles så godt, at have en lille bitte magt i det.

4) Overraskelsen. Som jeg sagde med julegaverne, så er det bare hele spændingen op til dagen, der fuldstændig udgør det bedste. Først at finde ud af kønnet på fødselsdagen må bare være en magisk og euforisk oplevelse, som man ikke kan få på andre måder i denne verden.

Men...
Når alt det er sagt, er jeg bare ikke alene om det her barn (heldigvis!!), og ligegyldigt hvor meget jeg end gerne ville bestemme selv, så har Martin ligeså meget at skulle have sagt. Så jo, vi skal vide kønnet på vores barn denne gang.

Det, som fik mig overbevidst, var Martins følelse af at være en del af graviditeten. Han ser ganske vist det ydre, som jeg går igennem, men han mærker ikke de små konstante ændringer hver evig eneste dag. Det må være så svært for manden at sætte sig ind i det hele, når jeg (som kvinden det sker for) selv har svært at forstå det. Han kan bedre forholde sig til det ufødte barn, når han visuelt kan forstille sig det - som en dreng eller en pige.


Hvornår ved vi så, om det bliver en dreng eller pige? Inden måneden er ovre :)
Siger vi det til folk? Det er stadig ikke besluttet ;)

7. februar 2018

DET FØRSTE TRIMESTER


Jeg kan slet ikke fatte, at jeg rent faktisk sidder og skriver det her. Inde i min mave er der en lille blob, som nu har udviklet sig derinde i over tre måneder, hvilket betyder; jeg er gravid! Martin og jeg er begge spændte på dette kapitel i vores liv, og der er intet jeg hellere vil, end at dokumentere så meget jeg kan.

Lige præcis denne her blog startede jeg for over 7 år siden. Sidenhen har den været flyttet til alle mulige forskellige sider med andre designs, men jeg faldt tilfældigvis over mit gamle login, og blev helt nostalgisk over de gamle indlæg, jeg havde skrevet. Jeg ville ønske, at jeg havde været vedholden og dokumenteret alt lige hér.. men jeg blev bekymret for at dele private ting i en årrække, og pludselig stoppede jeg helt. Nu håber jeg at have denne lille side til mine gamle dage.

Men nu til det aller mest spændende - jeg er for pokker gravid og lige trådt ind i det andet trimester! I slutningen af November havde jeg en fornemmelse om, at et eller andet var anderledes, og den 3. december testede jeg positiv på flere graviditets tests. Det var den første søndag i advent, og samme dag overraskede jeg Martin med en lille advents gave (hvilket vi ellers aldrig gør) hvori, jeg havde lagt den positive test og en baby sparkedragt. Fordi jeg forsøgte at filme videoer i December, tænkte Martin heldigvis ikke spor over, at jeg havde poppet kameraet frem, og var derfor så heldig at filme hele hans og vores reaktion sammen. En video jeg altid vil værdsætte.


Det første trimester har desværre været så hårdt for mig. Da vi fandt ud af nyheden, nåede vi lige at gå glade rundt en uges tid, inden jeg blev alvorlig syg med kvalme og opkast. HG (hyperemisis gravidarum) er noget, heldigvis kun 2% af kvinder går igennem under deres graviditet, men uheldigt for mig, har jeg bare været en af de få. Hyperemisis varierer meget, men i mit tilfælde betød det kvalme 24 timer i døgnet og opkast mellem 5-9 gange dagligt. Jeg lå ned utilpas hele dagen lang, gik ned i vægt, blev dehydreret, og frygtede det ville skade vores lille bitte liv inde i maven.
Martin måtte pludselig tage sig af alt det huslige, alt det med hundene plus min. 3 gåture om dagen, imens han både måtte sørge for (meget krævende) mig og ikke mindst sig selv. Selv her i starten af andet trimester, har jeg både hele og halve dage, hvor jeg intet kan, men jeg føler nu alligevel, at det værste må være bag mig.

Selvom det har været lidt af et mareridt i starten, har der bestemt været gyldne øjeblikke, som fx at se blob på to scanninger og høre det lille hjerte hamre stærkt derud af, imens kroppen vrikkede rundt. At gå rundt med en hemmelighed kun vi to vidste, for ikke at tænke på endelig at fortælle det til vores familie og bedste venner! Der blev delt en masse glædeståre, og nyheden har fået lov til at blomstre i alle samtaler siden, og jeg kan tænke mig, at vores liv fra nu af vil handle om baby. Hvilket ikke gør mig spor...



I det første trimester har jeg elsket:
- Ananas, karry sovs, forårsruller, samosaer, kartoffelmos og kiwi!
- At Martin har smurt mine ben i cremer og olier (imens jeg holdte noget over næsen...)

I det første trimester har jeg hadet:
- ALLE lugte, især cremer, parfume, rengøringsmidler og køleskabet.
- At være hjemme hos os selv (det var bare bedre at være hos mor eller far...)

På den her blog kan man søge tilbage og finde indlæg af den første Valentinesdag Martin og jeg havde sammen for 5 år siden. Hvor glæder jeg mig til at dele dette nye kapitel af vores liv!

- Nanna